Hvad skal idrætshuset hedde?

on .

Der var glæde hos både formand og borgmester, da første spadestik til idrætshuset i Assens blev taget.

Assens: - Så lykkedes det endelig.

Formanden for Arena Assens Fonden, Bent Schmidt, kunne se tilbage på mange diskussioner og forkastede planer, da han i går eftermiddag tog det første spadestik til byggeriet af det nye halkompleks på Daniscogrunden i Assens.

I godt 15 år har byggeriet af en ny hal i købstaden været på tale, men nu bliver det langt om længe til noget.

I dagens anledning slog Bent Schmidt et slag for den nye hjemmeside www.arena-assens.dk.

- Vi vil gerne invitere borgerne og andre interesserede til at følge med i byggeriet. Der vil I kunne se, hvordan det skrider frem, sagde Bent Schmidt, som håber, at de kommende brugere af hallen og andre interesserede vil deltage i en konkurrence om, hvad idrætshuset skal hedde.

Selvom fonden hedder Arena Assens er det langtfra sikkert, at huset får det navn.

- Vi står ved siden af saftstationen, og det kunne også være en mulighed, luftede Bent Schmidt over for de godt 50 fremmødte til arrangementet.

Bestyrelsen skal nu i gang med at finde ud af, hvordan driften af idrætshuset skal strikkes sammen.

- Det skal være et mødested for alle, sagde Bent Schmidt.

Borgmester Finn Brunse var også i det glade hjørne. Han gav udtryk for, at halkomplekset, der skal stå færdigt til næste sommer, er vigtigt er byens udvikling.

- Vi er på vej mod etableringen af en ny og spændende bydel i Assens, sagde Finn Brunse.

Kilde: www.fyens.dk